Af Henriette Pilegaard
GRÅSTEN/ Rinkenæs:Sønderborg Kommune vil i løbet af november og december
renovere legepladsen i Gartnerslugten og forsyne den med nye flotte redskaber,
der passer ind i områdets natur.
Legepladsen i Gartnerslugten i Rinkenæs har de seneste
år levet en lidt hensygnende tilværelse. Redskaberne er ikke fornyet, og dermed
er området gået lidt i forfald. Det rådes der imidlertid bod på nu – til glæde
for ikke mindst børnene i de nærliggende børnehaver og skolen.
Vej og Park går om få dage i gang med at rydde området
og udvide arealet, som har faldunderlag. Derefter går firmaet Ledon i Gram, som
selv udvikler og producerer legeredskaber af træ, i gang med at montere en stor
legeborg med tårne og rutsjebaner samt gynger, nogle vippe-redskaber og en ny
sandkasse med nyt, friskt sand.
Indretningen og valget af legeredskaber er
skræddersyet til Gartnerslugten, som er præget af natur med mange træer og dyr,
fx egern og kaniner.
Renoveringen ventes færdig i løbet af en måneds tid.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar