torsdag den 26. december 2013

Rinkenæs Skole er iblandt de tre 4. klasser, som har vundet tegnekonkurrence.




RINKENÆS: Eleverne i 4. klasse på Rinkenæs Skole, Nordals Skolen og Ahlmann-Skolen i Sønderborg har lavet flotte tegninger, der viser, hvorfor det er vigtigt med lys og reflekser på cyklen i den mørke vintertid. De har alle vundet en klassefest med discokugle, trafikkage og penge til festen.

Om vinteren er der mørkt, og så skal der lys og reflekser på cyklen. Sådan lød budskabet i Cyklistforbundets, TrygFondens og Rigspolitiets store lygte- og reflekskampagne, der i hele november måned satte fokus på børns synlighed i trafikken. Ca. 40.000 elever fra landets 4. klasser deltog i LYS PÅ med Ludvig-kampagnen, der for 8. år i træk gør det sjovt for børn at lære lygtereglerne og huske lys og reflekser.
I Sønderborg Kommune har færdselskontaktlærerne uddelt gratis reflekser til alle elever i 4. klasse. På to skoler stod politiet for uddelingen af reflekserne – det var på Gråsten Skole og Dybbøl Skolen. Det er Handleplanen for øget Sundhed og Trivsel i Folkeskolen, der har indkøbt reflekserne.
Gråsten Skole- arkiv foto i forbindelse med lærer-lockouten i april-13

LYS PÅ med Ludvig - kampagnen øger børns viden om synlighed og sikkerhed i trafikken. Det sker gennem et undervisningsforløb med fokus på vigtigheden af lys og reflekser på cyklen og i trafikken.
I kampagnen indgik en stor tegnekonkurrence, hvor 2.000 elever fra hele landets 4. klasser har indsendt deres tegninger, der viser hvor vigtigt det er med lys på cyklerne, og hvad børnene forestiller sig, der kan ske, hvis man glemmer sine lygter.
Blandt de heldige vindere er tre skoleklasser fra Sønderborg Kommune. Det er 4. klasse på Rinkenæs Skole, 4.B på Nordals Skolen og 4.B på Ahlmann-Skolen i Sønderborg. De tre klasser har hver vundet et gavekort på 1.000 kr. til Føtex, en discokugle og en opskrift på en trafikkage.
- Det er rigtig godt gået af eleverne i de tre klasser på vores skoler. De har lavet nogle super tegninger og virkelig tænkt grundigt over, hvorfor det er vigtigt med lys på cyklen i den mørke tid. Nu kan de så fejre indsatsen med en flot klassefest. Det har de fortjent, siger pædagogisk konsulent i Børn og Uddannelse, Finn Bruncke.