Statsminister Mette Frederiksens nytårstale:
Mette Frederiksen -TV -picture |
I år er det hundrede år siden,
Sønderjylland blev genforenet med Danmark. Nationen blev helet. Sønderjyderne
kom hjem. Det skal vi fejre.
Dengang – i efterveerne af Første
Verdenskrig – stod vores forfædre over for et afgørende valg. Skulle folket
følge landet? Eller skulle landet følge folket?
Danmark valgte det sidste. En
folkeafstemning blev udskrevet. Danmark blev genforenet. På fredelig og
demokratisk vis. Der er nu respekt og hjerterum for det tyske og danske
mindretal på begge sider af grænsen.
Genforeningen i 1920 fortæller
meget om os danskere.
Store beslutninger om vores samfund
– og fremtid – træffer vi klogt. Med holdbare resultater. Og vi gør det fælles.
* *
*
I dag begynder vi på et nyt år. Vi
tager også hul på et nyt årti.
Nu skal vi i gang med at tage de
næste store skridt. Og sammen skabe et Danmark, der er endnu mere retfærdigt.
Det handler om os alle sammen. Men
det starter med vores børn.
Dem vil jeg gerne tale om i aften.
Her på årets første dag kommer lidt
mere end 100 børn til verden – altså her i Danmark.
Stort tillykke til alle de små. Og
til alle jer forældre. Nogle af jer er nok allerede kommet hjem. Andre er
stadig på fødestuen. Måske har jordemoderen eller sosu-assistenten lige været
forbi med et lille dannebrogsflag, et glas saftevand, en skive brød og lidt
ost.
Det er en stor dag. Sjældent har et
stykke ristet toastbrød smagt så godt som lige nu.
Et nyt liv er begyndt.
Vores familiebaggrund betyder meget
for vores liv og fremtid.
Når jeg skal forstå mine egne
værdier, min måde at være mor på, mit forhold til religion og traditioner. Mine
politiske holdninger. Ja, sågar mine madvaner – så er der ganske meget, der har
rod i min opvækst hjemme i Aalborg.
Vi former vores børn. Det er en
vigtig del af det at være familie. Sådan lever vores danske kultur videre fra
én generation til den næste.
Sammen har vi skabt et samfund.
Bygget på tillid. Et velfærdssamfund. Hvor stadig flere har fået muligheder,
som vores forældre ikke havde. Det kan vi godt være stolte af.
Stolte. Men ikke tilfredse.
For selvom vi nu skriver år 2020.
Og selvom langt de fleste nyfødte børn selvfølgelig kommer til at klare sig
godt. Så gælder det ikke for dem alle. Der er et mønster. For hvor godt vi
klarer os i skolen. Vores arbejdsliv. Ja endda, hvor gamle vi hver især kan
forvente at blive.
Det er ikke retfærdigt.
Jeg tror på et samfund, hvor det
nytter at gøre en indsats. Ethvert menneske har grundlæggende ansvaret for sit
eget liv.
Men vi kan ikke overlade hele ansvaret til den enkelte. Og da slet ikke til børn. Hvis børns opvækst bestemmer deres fremtid. Så er mønstret stadig for stærkt. Og fællesskabet for svagt.
Men vi kan ikke overlade hele ansvaret til den enkelte. Og da slet ikke til børn. Hvis børns opvækst bestemmer deres fremtid. Så er mønstret stadig for stærkt. Og fællesskabet for svagt.
Et nyt årti. En ny generation
bliver født og vokser op.
Vi skal fejre og hylde
mønsterbryderne. Men vi skal først og fremmest stå sammen om at bryde mønstret.
* *
*
Vi har et særligt ansvar for de
børn, der har det allersværest. Børn, der har oplevet misbrug, vold og svigt.
I Danmark er der flere tusinde
børn, som ikke kan bo hjemme hos deres egen mor og far. Fordi deres forældre
ikke kan passe ordentligt på dem.
For nogle uger siden havde jeg
besøg af nogle af de børn her på Marienborg.
Vi spiste æbleskiver og klippede
julepynt. Det blev også til en gåtur i haven. Børnene havde gnist i øjnene.
Krudt i bagdelen.
Vi hyggede os.
Men vi snakkede også om ensomhed.
Om mobning. Og om hvordan det er, når rollerne byttes rundt. Når børn bliver
voksne før tid og skal passe på de mindre søskende. På tom mave – fordi
køleskabet er tomt.
Andre udsatte børn har fortalt det
samme.
Om at føle sig tvunget til at
skulle se de forældre, der har gjort én ondt. Og samtidig føle skyld over ikke
at være hjemme. For hvem passer nu på far og mor?
Vi kan tale om det med en distance.
Som gør, at det er til at holde ud – for os voksne.
Det vil jeg ikke gøre.
Jeg vil sige det, som det er. Uden
omsvøb.
Når samfundet reagerer for sent.
Eller slet ikke reagerer. Når vi tager for mange hensyn til de voksne. Så
betyder det, at der er børn i Danmark, som vokser op med omsorgssvigt og vold.
Det kan vi ikke forsvare. Det skal
vi ikke forsvare.
Og de børn, der allerede er
anbragte. De fleste af dem fortæller, at de har det godt dér, hvor de bor nu.
Men virkeligheden er også. At vi som samfund ikke altid er gode nok til at
passe på dem.
Der kan være mange opbrud. Nye
plejefamilier. Flere opholdssteder. Forskellige sagsbehandlere. Skoleskift.
Ikke bare én gang. Ikke bare to
gange. Men mange gange. Prøv at forestille dig, hvordan det må være. At pakke
skoletasken. Møde op i en ny klasse. Igen. Forsøge at lære ansigter og navne at
kende. Spekulere over, om man måske finder en ven? Og være bange for at om
lidt. Så bliver man måske flyttet endnu en gang.
Det er en tung bagage på spinkle
skuldre. For tung.
Jeg har truffet et valg.
Jeg vil altid stå på børnenes side.
Jeg håber, at I – der ser med – vil
træffe det valg sammen med mig.
Det kommer med en pris. Det gør
enhver svær beslutning.
Ligegyldigt hvor dårligt mennesker
har det. Så vil vi alle sammen det bedste for vores børn.
Men i dag får nogle forældre for
mange chancer. Måske i den bedste mening. Men når en 12-årig bliver fjernet fra
hjemmet, så ligger der ofte 11 dårlige år bag.
Derfor må vi lægge berøringsangsten
væk.
Også over for andre kulturer. Nogle
forældre kommer fra lande, hvor vold mod børn er tilladt. Det er det ikke i
Danmark. I Danmark er det forbudt at slå sine børn. Og piger skal have samme
frihed som drenge.
Vi må træde i karakter som samfund.
Flere udsatte børn skal have et nyt
hjem. Tidligere end i dag. Og vilkårene for anbragte børn skal være langt mere
stabile.
Det vigtigste. Det helt afgørende
for et lille barn. Det er at vokse op med tryghed, kærlighed og stabilitet.
Derfor bør flere udsatte børn også bortadopteres. Så de får en reel ny start.
Jeg ved godt, at det ikke er alle, der vil være enige med mig. Nogle vil sige, at vi skal forebygge mere. Hjælpe familierne.
Jeg ved godt, at det ikke er alle, der vil være enige med mig. Nogle vil sige, at vi skal forebygge mere. Hjælpe familierne.
Det skal vi. Men det vil ikke være
nok. Vi må entydigt tage børnenes parti.
Lytte til dem.
I november skrev seks unge en
kronik om det at være anbragt. Jeg har mødt jer. I har sagt kloge ord. Om
hvordan det er at møde voksne, der ikke har forventninger til jer.
”Så har vi heller ikke
forventninger til os selv”.
Sådan skrev I.
Jeres ord har gjort et stort
indtryk på mig. Og fortæller, at der er noget vi skal huske som samfund.
At forventninger faktisk er et
udtryk for omsorg. At vi tager hinanden alvorligt.
Vi må ikke – i misforstået hensyn –
møde andre uden krav.
Fremskridt kommer kun, hvis vi tror på hinanden. Hvis vi i fællesskab tør sætte nye mål. Og sammen arbejder for at nå dem.
Fremskridt kommer kun, hvis vi tror på hinanden. Hvis vi i fællesskab tør sætte nye mål. Og sammen arbejder for at nå dem.
Det har vi før vist.
Danmark var det første land i
verden, som besluttede, at alle børn skal have undervisning. Og vi var blandt
de første lande til at afskaffe børnearbejde. Begge dele mødte modstand.
I 90’erne gik vi foran. Da vi
gjorde det forbudt at slå børn. Ikke alle var enige. Også dengang mente nogen,
at de voksnes ret kom først.
Nu skal vi skrive næste kapitel i
børnenes Danmarkshistorie.
* *
*
Et mere retfærdigt samfund starter
med børnene.
Men det slutter ikke her.
Der er også uretfærdighed i den
anden ende af livet. Når arbejdslivet slutter, og livets skjorte bliver for
kort.
Tusindvis af danskere har hver
eneste dag, år efter år, arbejdet for at forsørge sig selv og deres familier.
Og for at vi kan tilbyde børn og unge gratis skolegang og uddannelse. Hver
generation arver Danmark fra den forrige.
Det skylder vi vores ældre tak for.
Og vi skylder at gøre det bedre. I vores ældrepleje. Og i tiden inden man kan
gå på pension.
For nogle har knoklet så meget. At
kroppen ikke kan blive ved.
Det er ikke retfærdigt, at I, der
har haft det hårdeste arbejde. Eller været flest år på arbejdsmarkedet. Skal
opleve. At velfærdssamfundet ikke er der for jer, når I har brug for det.
Hvis vi skal gøre op med den
uretfærdighed. Indføre en ny ret til tidligere pension. Så bliver der brug for
solidaritet.
Særligt fra alle os, der har haft
mulighederne for at tage en længere uddannelse og er startet senere på
arbejdsmarkedet.
* *
*
At være forpligtet over for
hinanden er det stærkeste bånd mellem os mennesker. Vi har brug for, at alle
føler ansvar over for det land, vi lever i.
Desværre ser vi for mange eksempler
på det modsatte.
Svindel med offentlige midler. Det
er uacceptabelt. Et tillidsbrud.
I året, der gik, tog vanvidskørsel
livet fra en ung betjent. Eksplosioner rystede København. Fremmedkrigere.
Bandeopgør. Fyrværkeri brugt som chikane.
For få uger siden viste politiet
igen sit værd. Flere blev anholdt. Mistænkt for at planlægge terror.
Vores myndigheder skal have de bedste
redskaber. Derfor skal vi sætte hårdt ind mod bandekriminalitet. Skærpe
straffen for vanvidskørsel i gaderne. Og give strengere straffe til de
fremmedkrigere, der har vendt Danmark ryggen.
Vi skal være årvågne. Beskytte
vores tryghed. Og dermed vores frihed.
* *
*
Dengang for 100 år siden, da
sønderjyderne kom hjem til Danmark. Da stod valget mellem, om folket skulle
følge landet. Eller om landet skulle følge folket.
Vi valgte det sidste.
Sådan er det også i klimakampen.
I aften har jeg talt om de børn,
der har det sværest. Men i de her år viser danske børn og unge også, at de
aldrig har været stærkere.
I gik på gaden. I krævede handling.
I har skubbet til jeres forældre og bedsteforældre. I gjorde Folketingsvalget
sidste år til et klimavalg. Det er stærkt. I giver håb.
Hold fast i jeres engagement. Og
bliv ved med at presse os voksne. Klimaet handler om jer og jeres fremtid.
Takket være jer har vi nu den mest
ambitiøse klimalov i Danmark. Nogensinde.
Nu ser resten af verden igen i
Danmarks retning.
Mere urørt skov, mere vedvarende
energi. Flere forskningsmidler til fremtidens løsninger. Og en styrket grøn
indsats i verden.
Vores udledning af drivhusgasser
skal ned og vores natur skal have det bedre. Det kræver noget af os alle sammen.
Vi ser ind i store forandringer i den måde, vi lever og producerer på.
Vi skal træffe beslutningerne
klogt. Så de også gavner dansk erhvervsliv, beskæftigelsen og dansk økonomi. Og
uden at uligheden stiger.
Men handle – det skal vi. Det
skylder vi den jordklode, vi kun har til låns.
* *
*
Jeg tror på Danmark. På vores
samfundsmodel. Vores fælles stræben efter at skabe et stadig mere retfærdigt
samfund.
Hvor vi igen styrker tilliden som
vores fælles fundament.
Jeg tror på os.
Hvis vi vil. Så kan vi være et
land, hvor ingen overlades til sig selv. Et samfund, hvor vi tager os af
hinanden.
Et nyt år. Et nyt årti. Lad os
bruge det. Til at huske dem, som ellers bliver glemt.
Godt nytår.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar