Af Henriette Pilegaard
GRÅSTEN: Årets
Gråsten Æblefestival var nummer to af slagsen. Den er vokset, og den skal
fortsat udvikle sig. Men der er brug for endnu flere kræfter og stadig støtte
udefra.
I alle tre dage med aktiviteter på Torvet under årets Gråsten
Æblefestival var der en pæn tilstrømning af gæster til det store telt. Der var
flere gæster end i festivalens første år i 2014. På havnen ved æblesejladsen
fredag kunne der godt have været flere, men området var velegnet. Måske skal
aktiviteterne koncentreres ét sted og samles på færre dage, så festivalen
bliver mere markant.
Sådan funderer Bendt Olsen fra festivalens styregruppe og
Vibe Voetmann, der er kommunens tovholder på festivalen, efter årets æblefest
er afsluttet, og der har været holdt et evalueringsmøde med de frivillige og
aktivitetsgrupperne.
Overordnet er det indtrykket, at festivalen er gået rigtigt
godt, og at der er sket en udvikling i aktiviteterne i forhold til første år.
Desuden har festivalen givet masser af omtale i medierne.
- Vi har også været
meget godt tilfredse med forløbet på skolerne sammen med Krusmølle. Det er
vigtigt at børnene oplever, hvordan æbler og sunde fødevarer har betydning,
siger Bendt Olesen.
Han synes, at evalueringsmødet gav mange konstruktive
meldinger fra de frivillige, og styregruppen vil fortsat meget gerne modtage al
slags respons - også fra gæster og andre involverede.
Investering
skaber omtale
Ved den første æblefestival blev der plantet ca. 650
gråstenæbletræer i området i kraft af tilskud fra en byforskønnelsesspulje i
Sønderborg Kommune, der også gav tilskud til skulpturen af Fredsegen, udført af
en professionel kunstner.
Ved denne æblefestival kunne skoleprojektet gennemføres via
en donation fra I.P. Nielsens Fond på 70.000 kr., ligesom Uwe Wolffs Fond gav
40.000 kr. til koncerten med irske Tupelo, og med penge fra Oldtimerprisen til
Kulturlandsbyen6300 kunne der plantes et mindre antal æbletræer. Sydbank og
Sydbank Fonden har ydet bidrag, Hotel Benniksgaard har stillet overnatning til
rådighed for musikere, Toptryk har doneret trykning af plakater og programmer,
og en række andre sponsorer har muliggjort, at festivalen fik det omfang, som
den fik.
- Vi må erkende, at hvis vi skal opretholde æblefestivalen
som vi nu kender den, og vi skal udvikle den yderligere på et højt niveau, så
er vi nødt til at have støtte udefra. Bare at få telte og lydanlæg er en enorm
udgift, siger Bendt Olesen, som dog også påpeger, at det er en lille investering
i forhold til den omtale festivalen giver Gråsten-området og Sønderborg.
I år har der været bragt et antal avisartikler om
æblefestivalen, der samlet svarer til 61 hele sider. Dertil kommer mindst 30
webartikler, indslag i TV Syd og i radioen.
Alle kan
komme med
Foruden det fortsatte arbejde med at søge fonde vil
styregruppen se på, hvordan festivalen i sig selv kan genere flere indtægter,
som kan være med til at dække udgifterne.
En opgave for styregruppen er også at udvikle en mere
systematisk måde at involvere frivillige og andre aktører på. Alle i området
skal vide, at de kan spille en rolle og byde ind med aktiviteter eller
arbejdskraft. Og det skal være nemt at finde ud af, hvornår og hvordan man kan
træde til, ligesom styregruppen gerne hjælper med at udvikle ideer.
- Mange borgere lægger allerede masser af frivillige timer i
arrangementet, men vi har brug for at involvere endnu flere, især til selve
afviklingen. Nogle kommer af sig selv og siger: Vi vil også være med. Det samme
gør nogle butikker, og det er dejligt, siger Bendt Olesen, der også nævner, at
det står højt på dagsordenen, hvordan frivillige tydeligere kan blive
påskønnet, måske i form af et socialt arrangement.
Fødevarer
mere i fokus
I de kommende uger vil æbler få lov at være æbler i Gråsten.
Men tidligt i det nye år vil styregruppen igen røre på sig og indkalde
interesserede til planlægningen af Gråsten Æblefestival 2016.
Det er tanken, at lokale fødevarer og egnsspecialiteter skal
endnu mere i fokus og også økologiske fødevarer, som Sønderjylland har et stort
antal producenter af.
Det ligger desuden i kortene, at projektet Den Kongelige
Køkkenhave i Gråsten kommer til at spille en central rolle i æblefestivalen. I
år var der stor interesse for udstillingen om projektet på Torvet under
festivalen, og der kan med tiden blive aktiviteter med køkkenhaven. Måske
allerede i 2016.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar