Da en 39-årig kvinde fra Bredebro søndag den 23. august gik
i vandet ved Lakolk Strand, satte hun sig i en oppustelig lænestol. Den dag
blæste en frisk østenvind, og kvinden i stolen blev hurtigt blæst væk fra
kysten. Hun endte med at være i livsfare.
At hun ikke druknede, skyldtes sandsynligvis en kvindelig
tysk surfer, 42-årige Antje Bohnhardt, og en tysk mand, 28-årige Merten
Jannsen. Han hjalp med at redde kvinden det sidste stykke ind.
De to har nu ved en lille ceremoni hos politidirektør Jørgen
Meyer fra Syd- og Sønderjyllands Politi fået dusør for deres livreddende
indsats.
Var 7-800 meter ude
Det var kvindens mand, der stod på stranden og råbte, at
hans kone var drevet til havs og ikke kunne komme ind. Kvinden var på det
tidspunkt mindst 7-800 meter ude og drev stadig udad.
Merten Jannsen var på stranden med sin kæreste og forsøgte
at svømme ud mod kvinden, der nu klamrede sig til den kæntrede stol. Merten
Jansen måtte dog et stykke ude erkende, at han ikke havde kræfter til at
indhente kvinden. På en sandbanke fik han derfor støttet af og kunne på den
måde holde hovedet over vand og forsøge at lede andre ud til den nødstedte.
Antje Bohnhardt havde i mellemtiden også spottet kvinden,
satte sit surfbræt i vandet og krydsede ud mod hende. Der måtte flere forsøg
til, før hun kunne komme på læsiden af kvinden.
Erfaren livredder
Heldigvis har Antje Bohnhardt taget kurser i livredning, og
hun sørgede for selv at holde afstand til den panikslagne kvinde, som ikke kan
svømme. Samtidig forsøgte hun at overtale kvinden til at slippe den oppustelige
stol og holde fast i surfbrættet. Nogle livredningsforsøg mislykkes nemlig, fordi
den nødstedte i panik griber fat i en redningsmand og trækker vedkommende med
ned.
Til sidst lykkedes det at Antje Bohnhardt at få kvinden til
at holde i surfbrættet, men kvinden formåede ikke aktivt at hjælpe med til at
sejle ind mod land. Derfor måtte Antje Bohnhardt svømmende trække både brættet
og kvinden op mod vinden og ind mod land. Det så Merten Jannsen, som svømmede
dem i møde og hjalp med at trække surfbrædtet ind til bredden.
Hele redningsaktionen varede op mod en time, og Merten
Jannsen måtte vel oppe på stranden lægge sig i sandet med voldsomme kramper i
benene, fortæller han.
-Vi skylder jer stor tak for, at I reagerede og gjorde det,
der skulle til for at redde kvinden, sagde politidirektør Jørgen Meyer, da han
overrakte en lille økonomisk erkendtlighed til hver af de to samt en buket
blomster.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar