lørdag den 26. december 2015

Sønderborg kommune hårdt ramt af regnvejret

Pressemeddelelse fra Sønderborg Kommune:
Arkiv billede

Kraftig og vedvarende regn har siden natten til den 26.12 forårsaget oversvømmelser i store dele af Sønderborg Kommune.
Brand og Redning har siden klokken 07.00 i morges arbejdet på højtryk med at få fjernet vandet fra veje, kældre, og sommerhusområder. Det er især sommerhusområderne i Skovmose, Katrinelund, Tøtmose og nogle områder omkring Vester Sottrup, der er blevet hårdt ramt, men regnen har skabt store problemer for borgere i hele kommunen.
”Vi kører i øjeblikket med fuld kapacitet, men må også erkende, at det er svært at følge med. Beredskabsstyrelsen er allerede trådt til og er i fuld gang med at pumpe, samtidig er man også på vej med ekstra pumpekraft, som skal i gang så hurtigt som muligt”, fortæller Søren Simonsen, viceberedskabschef i Sønderborg Brand & Redning.
I Skovmose er der desværre tale om, at enkelte områder er blevet ekstraordinært hårdt ramt på grund af manglende muligheder for at få afledt vandet, det samme gælder for Katrinelund.
Mange borgere har også fået sig en kedelig overraskelse at stå op til 2. Juledag, da mange kældre i private hjem er blevet oversvømmet.
”Det er en rigtig træls situation, og det er desværre over hele kommunen, at vi oplever at regnvejret har ramt borgerne. Vi forsøger at hjælpe alle, men i øjeblikket er vi så hårdt presset på vores kapacitet, at vi simpelthen er nød til at prioritere opgaverne benhårdt”, fortæller Søren Simonsen.
Sønderborg Brand & Redning fortsætter pumpearbejdet hele natten og en del af i morgen med. De hidtidige prognoser fortæller, at der vil være enkelte ophold i regnen i nat, men at det dårlige vejr formentlig fortsætter frem til cirka klokken 14 søndag eftermiddag.
Sønderborg Brand & Redning har været ude mere end 40 gange for at pumpe vand væk og tilse de ramte områder, mens Beredskabsstyrelsen i øjeblikket pumper omkring Tørsbøl, Katrinelund og Skovmose

Ingen kommentarer:

Send en kommentar