tirsdag den 26. maj 2020

To mænd blev stoppet i en lastbil nær Padborg med 32 cykler, hvoraf flere er meldt stjålet.




EU-kriminalitet:  To mænd på 22 og 26 år, begge polske statsborgere, blev i weekenden ved et lukket grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg varetægtsfængslet foreløbig frem til den 18. juni, sigtet for groft hæleri af cykler.

De sigtede nægtede sig skyldige.

De to mænd blev anholdt tidligt lørdag morgen i en lastbil på Sønderjyske Motorvej nær Padborg af en patrulje fra Syd- og Sønderjyllands Politi´s  UKA afdelingen, som har fokus på udenlandske omrejsende kriminelle.

I lastbilen var der 32 cykler, hvoraf politiet foreløbig har kunnet konstatere, at fire var meldt stjålet i Jylland. Cyklernes værdi er endnu ikke gjort op, men politiet vurderer, at der er flere mærkevare cykler imellem.


søndag den 17. maj 2020

Ny tandlæge i Gråsten.



GRÅSTEN: Tandlæge Helle Holm, som  har drevet tandlægepraksis på adressen Borggade 1 i Gråsten, i de sidste 17 år,  har solgt sin praksis per 14. juni 2020.   

Køberen er  tandlæge Rasa Hansen, som har været ansat hos Dentis.dk i Felsted siden 2016. Rasa Hansen er født i Litauen, men har arbejdet i Danmark de sidste 10 år. Den nye indehaver er 51 år. Og har arbejdet som tandlæge i de sidste 25 år. I Litauen havde Rasa Hansen egen praksis.


Da  tandlæge Helle Holm købte praksis i 2003,  var indehaveren Bjarne Hansen så man kan sige Gråsten har nu igen  fået en tandlæge Hansen…

torsdag den 7. maj 2020

Hvis du har savnet at kunne låne på biblioteket, så er det godt nyt, der kommer et nødberedskab..




BIBLIOTEKET: Det bliver fra på tirsdag, den 12. maj, muligt at aflevere og hente reserverede materialer på tre af bibliotekerne i Sønderborg Kommune. Skriver Sønderborg Kommune i en pressemeddelelse. Ordningen indføres på hovedbiblioteket i Multikulturhuset og ved bibliotekerne i Nordborg og Gråsten.

Det såkaldte nødberedskab etableres ved bibliotekerne som selvaflevering, således at alle afleverede biblioteksmaterialer efterfølgende er i karantæne i 72 timer, inden de sættes på plads og kan lånes igen. Bibliotekets hjemmeside kan bruges til at bestille eller reservere materialer, som så kan hentes i poser.