mandag den 14. september 2015

Hør om gartnerfamilien bag gråstenæblet




Pressemeddelelse  fra sdb Kommune af Henriette Pilegaard

Hertugens gartner Vothmann og hans efterkommere skabte gråstenæblet og havde stor indflydelse på havebrug. Hør historien i Gråsten 30. september.


GRÅSTEN: Årets æblefestival i Gråsten, som finder sted i efterårsferien, løbes i gang allerede fra onsdag 30. september med et foredrag på Gråsten Landbrugsskole.
Her fortæller havehistoriker Helle Ravn om gartnerfamilien Vothmann, som omkring 1750 udviklede gråstenæblet, der i 2005 blev kåret af Danske Frugtavlere til Danmarks nationalæble. Familien er også kendt for at etablere den første planteskole i Danmark og for at spille en stor rolle for havebrug og udbredelsen af frugttræer.
Foredraget, kl. 19.30-21, er arrangeret af æblefestivalen og landbrugsskolen i samarbejde med Historisk Forening for Graasten By & Egn og Historisk Samfund for Als & Sundeved.
Der serveres kaffe og æblekage, og efter pausen vil der være en præsentation af projektet Det Kongelige Slotsgartneri i Gråsten.
Billetter til hele arrangementet koster 75 kr. De skal købes senest 27. september i Gråsten Boghandel, på turistkontoret i Sønderborg eller online (http://bit.ly/1KhCH8q) Linket findes på graastenforum.dk.

Ekspert i havekultur
Johann Georg Vothmann skrev bøger om havebrug og gartneri.
Her en illustration fra "Afhandling om Æble og Pæremosts
Tilberedning, Bevaring og Anvendelse" 1783.

Helle Ravn er især kendt i området for samarbejdet med sin mand, forhenværende overinspektør på museet på Sønderborg Slot, Peter Dragsbo. De har sammen skrevet bøger om havekultur og byggeskik på Als gennem 200 år.
Bibliotekar Hanne Næsborg-Andersen, der sidder i æblefestivalens styregruppe, har indsamlet information om Vothmann-familien. Hun fortæller, at familien indvandrede fra Tyskland i 1630, og i 1689 blev den unge Hans Peter Vothmann ansat som gartner ved hertugen af Augustenborgs bypalæ i Sønderborg.
Hans Peters søn med samme navn stod i lære hos slotsgartneren i Gråsten. Han videreførte haven og forædlede gråstenæblet med podekviste fra et æbletræ i Gråsten Slotshave. Det blev et meget populært æble, og det blev hurtigt udbredt – også i Tyskland.
Vothmann leverede i øvrigt alle lindetræerne til Christiansfeld, da den i 1773 blev grundlagt som fristad af hernnhutermenigheden. Christiansfeld er netop udnævnt til Verdensarv af UNESCO.

En mur er tilbage
I Sønderborg er det kun en mur ud mod Mariegade, som i dag vidner om haven. Den blev delt i to, da der i 1864 blev anlagt en militær vej - den nuværende Kongevej, og senere blev haven delt mere og mere op.
Men gråstenæblets fader blev kendt langt omkring, og hans ideer blev udbredt, da mange unge gartnere fra slotte og herregårde stod i lære hos ham. Sønnen Johann Georg var involveret i arbejdet og skrev også nogle meget anvendte bøger om havebrug og gartneri, blandt andet om æble- og pæremost.
Og gråstenæblet – det fejres stadig!