fredag den 21. februar 2014

Endnu en postbutik lukker i Sønderborg Kommune, denne gang er det postbutikken ved Biblioteket i Broager som det er gået ud over.




POSTDANMARK:Lukningen sker med udgangen af marts den sidste åbningsdag bliver fredag den 28. marts. Postbutikken har haft til huse ved Biblioteket Broager siden 3. oktober 2011. Det har været en god kombination med postbutik og bibliotek i samme lokaler, hvilket har været en win-win situation for begge parter. PostDanmark har nu valgt at ændre forretningskonceptet, hvilket betyder, at der ikke længere er basis for at opretholde funktionen ved Biblioteket Broager. 



Da postbutikken skulle lukkes ved den daværende Q8 tank, var der flere borger-henvendelser i forbindelse med nedlæggelsen. Det blev opfattet som et tab, at der ikke længere skulle være postkontor i lokalområdet. Biblioteket henvendte sig til PostDanmark, idet postbutikken og biblioteket kunne blive et godt match. Det lykkedes at komme i dialog med PostDanmark, og postbutikken blev etableret i biblioteket.

Stadsbibliotekar Carsten Nicolaisen,
Foto. Sønderborg Kommune

- Det har betydet øget aktivitet for både postbutik og biblioteket til glæde for borgerne i lokalområdet. Det er ærgerligt, at PostDanmarks beslutning nu gør, at funktionen ikke længere kan opretholdes i forbindelse med biblioteket, siger stadsbibliotekar Carsten Nicolaisen.