fredag den 8. januar 2016

Leder ansat til Sønderborg Kommunes Erhvervsservice



Pernille Refshauge foto Sdb. komm.



ERHVERV: Pernille Refshauge bliver leder af Sønderborg Kommunes nye Erhvervsservice. Hun kommer med en bred erfaring fra det private erhvervsliv samt egen virksomhed. Erhvervsservice får en central placering i Sønderborg, hvor den inden for de næste par måneder rykker ind i det tidligere turistbureau på Rådhustorvet.



Som leder af Sønderborg Kommunes Erhvervsservice får Pernille Refshauge ansvaret for at implementere og eksekvere indsatserne i handlingsplanen ”Sådan skaber vi erhvervsservice i topklasse”. Planen, der er udarbejdet i et samarbejde mellem Sønderborg Vækstråd og kommunen, rummer en række initiativer, som bl.a. erhvervslivet selv har peget på, og den nyder opbakning fra et enigt byråd.



Pernille Refshauge får ligeledes ansvaret for at etablere og drive Erhvervsservice, som bliver virksomhedernes direkte indgang til kommunen. Her bliver kerneopgaven at sikre en enkel og smidig erhvervsservice – hvad enten det gælder byggesagsbehandling, bosætning eller tiltrækning af arbejdskraft.



Pernille Refshauge kommer fra en stilling som afdelingschef i Københavns Kommunes Arbejdsmarkedscenter.



Direktør i forvaltningen Erhverv, Beskæftigelse og Sundhed, Tim Hansen, ser frem til at byde Pernille Refshauge velkommen i Sønderborg Kommune: Jeg er glad for, at det er lykkedes os at trække en så stærk profil til Sønderborg. Pernille kommer med solid erfaring fra både det private erhvervsliv og den kommunale sektor. Den kan hun trække på i dialogen og samarbejdet med virksomhederne og i den daglige ledelse af Erhvervsservice, hvor det interne samspil på tværs af fagområder og forvaltningsstrukturer bliver helt afgørende, siger han. 







Pernille Refshauge tiltræder stillingen som leder af Erhvervsservice 1. februar 2016. I den forbindelse veksler hun bopælen i København med en fast adresse i Sønderborg, hvor hun i forvejen har familiemæssige rødder helt tilbage til 1919, hvor hendes oldefar var møller på Dybbøl.







Hun glæder sig til de nye udfordringer: 



- Det er et klart mål at styrke Sønderborgs profil som en attraktiv erhvervskommune ved at skabe de bedst mulige rammer for det lokale erhvervsliv. Derfor ser jeg frem til, sammen med medarbejderne, at opbygge nogle gode samarbejdsrelationer på tværs af forvaltninger og andre interessenter, så vi kan sikre virksomhederne en effektiv, tydelig og visionær erhvervsservice, siger hun.   

Ingen kommentarer:

Send en kommentar