Søren Hebsgaard-Pr -foto |
GRÅSTEN: Mange
unge sover for lidt. Det viser flere undersøgelser, og den manglende søvn kan
få alvorlige konsekvenser. Derfor har nogle ungdomsuddannelser i Sønderborg
Kommune valgt at sætte fokus på søvn.
En af dem er
Gråsten Landbrugsskole, og den får 8. februar – som led i indsatsen og i
samarbejde med Sønderborg Kommunes netværkssamarbejde i UngeLiv – besøg af
Søren Hebsgaard, der er kendt fra bl.a. TV-udsendelsen ”Vågen i en uge”.
Landbrugsskolen er særligt udfordret, idet de fleste elever sover på skolen.
Det kan gøre det ekstra svært at komme i seng i ordentlig tid.
Formand for
sundhedsudvalget i Sønderborg Kommune, Helge Larsen, glæder sig over
samarbejdet med ungdomsuddannelserne og over, at de har fokus på gode
søvnvaner.
Helge Larsen, foto Kim Toft Jørgensen |
- Unge bruger i dag mange timer foran
forskellige skærme. Det blå lys, der findes i tv, tablets og telefoner,
stimulerer i virkeligheden hjernen til at holde os vågne.
Ungeprofilundersøgelsen, som vi gennemførte i 2014 sammen med Syd- og
Sønderjyllands Politi, siger det samme som flere nationale undersøgelser,
nemlig at mange unge sover for lidt. Den manglende søvn påvirker trivslen meget
mere, end mange tror, og dermed også de unges evne til at lære og tage den
uddannelse, de er i gang med. Derfor er det rigtig godt, at flere af vore
skoler har valgt at fokusere på emnet, fortæller Helge Larsen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar