Pressemeddelelse
Sønderborg Kommune vil skrue op for væksttempoet
For at sætte skub i væksten vil Sønderborg Kommune nu igangsætte en
række meget konkrete initiativer, der skal skabe private arbejdspladser, mere
salg og eksport fra Sønderborgs virksomheder, etablering af nye virksomheder,
tiltrækning af veluddannet arbejdskraft og godt samarbejde med forsknings- og
uddannelsesinstitutioner. Satsningen vil i første omgang være 10 mio. kr.
Sønderborg Kommune har i forvejen en erhvervsfremmestrategi for
2014-18, der går ud på at skabe gode rammebetingelser for virksomheder, så de
kan skabe vækst. Men byrådet har ønsket at få sat væksten hurtigere i gang ved
hjælp af mere konkrete tiltag. Derfor skal der søsættes initiativer, som kan
skabe nye produkter eller virksomhedsmodeller. Initiativerne vil kunne skaffe
flere arbejdspladser i løbet af 12-24 måneder.
For at imødegå byrådets ønsker har forvaltningen udarbejdet et
erhvervspolitisk idégrundlag ”Fra idé til vækst”, som beskriver, hvordan de
ovennævnte resultater kan nås. Tiltagene vil støtte op om
erhvervsfremmestrategien, og realisering koster 10 mio. kr. Et enigt
økonomiudvalg har bevilget de 10 mio. kr. til formålet, og beslutningen er nu
godkendt af byrådet.
Kort fortalt går de nye tiltag ud på at satse på produktudvikling inden
for områder, hvor der allerede findes viden og erfaring i kommunen. Mange
virksomheder har skuffeprojekter (gode idéer) liggende. Disse skuffeprojekter
skal ud i lyset, og i samarbejde med Vækstrådet skal de rette
samarbejdspartnere og iværksættere sættes sammen i målrettede projekter.
Erfaringen viser, at det vil kunne spare omkring 3-4 års arbejde i
innovationsprocessen. Modellen kan også bevirke dynamiske erhvervseffekter,
hvor fx 4-5 eksisterende mindre virksomheder kan gå sammen om at blive
underleverandør af et nyt produkt.
Ole W. Stenshøj |
Der er lagt op til øget samarbejde med uddannelses- og
forskningsinstitutionerne omkring viden og kompetencer. Additiv finansiering
skal søges fra statslige og/eller EU-midler/puljer, fx fra Danmarks Eksportråd.
Ansvaret for de konkrete vækstinitiativer bliver placeret i Sønderborg
Vækstråd.
- Det glæder mig meget, at der er enighed om de nye vækstinitiativer,
så vi kan få skabt udvikling og nye arbejdspladser, siger Formanden for
Erhvervsudvalget Ole Wandahl Stenshøj.
Borgmester Erik Lauritzen er også godt tilfreds med beslutningen.
Borgmester Erik Lauritzen |
- Det har været vigtigt for mig, at erhvervsfremmearbejdet bliver meget
fokuseret, og at et nyt Vækstråd også får nye muligheder og kommer til at
arbejde på en ny og anderledes måde. Jeg tror på, de nye tiltag vil sætte
hurtigere skub i væksten. Aktiviteterne tager afsæt i de vækstinitiativer og
politiske hensigter, byrådet allerede har formuleret og besluttet. Jeg er meget
tilfreds med det grundlag, vi nu har skabt, siger borgmester Erik Lauritzen.