onsdag den 18. marts 2015

Ipnordic A/S køber Gråsten Rådhus



Pressemeddelelse  fra Sønderborg Kommune



Sønderborg Kommune har i dag indgået en købsaftale om det gamle Gråsten Rådhus med ipnordic A/S med overtagelse snarest muligt. Ipnordic rykkede i oktober 2014 ind i den tidligere Sydbank-bygning på Nygade 17 med dengang knap 50 medarbejdere. Mindre end et halvt år efter har ipnordic 77 medarbejdere, og virksomheden forventer, at den gode udvikling fortsætter og at man derfor får behov for mere plads.

”Med købet af Gråsten Rådhus får vi nu mulighed for at fortsætte den rivende udvikling vi er inde i. Det er vores ambition, at vi over de kommende år kan få skabt et par hundrede nye arbejdspladser i Gråsten, og derfor er jeg rigtig glad for, at vi med købet af rådhuset får de faciliteter der skal til for at fortsætte vores arbejde”, fortæller CEO i ipnordic, Thorben G. Jensen.

Gråsten Rådhus huser p.t. cirka 60 medarbejdere fra Sønderborg Kommune. Med ipnordics overtagelse af bygningen skal de ansatte flyttes til andre lokaler i kommunen, men det er en flytning som borgmester Erik Lauritzen er godt tilfreds med.




”Med ipnordics køb af rådhuset får Gråsten tilført mange nye private arbejdspladser, som vil styrke hele Gråsten og resten af Sønderborg Kommune. Det der er vigtigt for mig er, at vi som politikere skaber de helt optimale rammebetingelser for vores dygtige erhvervsliv – og derfor syntes jeg det er en god løsning, at kommunen flytter ud og giver plads til en virksomhed der har bevist, at den kan skabe mange nye arbejdspladser”, udtaler Erik Lauritzen.

Salgsprisen på Gråsten Rådhus bliver 1 million kroner, hvilket er et beløb der ligger i den samme størrelsesorden som tilsvarende erhvervsejendomme i Gråsten er blevet handlet for i 2014. Og selvom rådhuset er blevet vurderet en smule højere af en uvildig ejendomsmægler, så mener borgmesteren, alligevel at det er en fair pris, man er blevet enig om.

”Der er mange kvadratmeter på Gråsten Rådhus, men det er mange kvadratmeter, der trænger til en kærlig hånd, og de investeringer der skal foretages i renovering af bygningen har vi selvfølgelig også taget med i betragtning, da vi lavede aftalen. Hvis vi som kommune var blevet boende, så havde det været investeringer, som vi selv skulle ud og foretage meget snart. Derfor er det en meget reel pris vi er blevet enige om”, fortæller Sønderborgs borgmester.

Gråsten Rådhus blev indviet i 1954, og der skal blandt andet etableres nye tekniske installationer, som fx et nyt ventilationsanlæg i hele ejendommen lige som alle indvendige overflader i de 2400 kvadratmeter bygningsareal skal skiftes. Det omfattende renoveringsarbejde er dog ikke noget der har afskrækket ipnordic.

”Nej, overhovedet ikke”, fortæller Thorben G. Jensen fra ipnordic og tilføjer:

”Vi har en ambition om, at Gråsten Rådhus skal gøres helt tidssvarende for at skabe de optimale rammer for vores ansatte. Men det er vigtigt for os, at det sker med respekt for bygningens arkitektur og – ikke mindst – bygningens historie. Derfor vil vi blandt andet restaurere den gamle byrådssal, så den kommer til at fremstå nøjagtig som den stod ved indvielsen i 1954 – og vi er meget åbne overfor, at salen også fremover vil kunne bruges til at modtage kongefamilien og andre gæster i Gråsten, fortæller”, fortæller Thorben G. Jensen.

Ipnordic planlægger at påbegynde renoveringen af Gråsten Rådhus umiddelbart efter der er aftalt en endelig dato for overtagelsen, men både Sønderborg Kommune og ipnordic håber, at ind- og udflytningen vil kunne ske henover sommeren 2015.