onsdag den 8. august 2012

Hvad kan man få for en Ti´er?




GRÅSTEN/ sønderborg: Ikke som Shu-bi-du sang – pis og papir, men en billet fra Gråsten til Sønderborg  når der er arrangementer.

Læs pressemeddelelse fra Sønderborg kommune:

Tag med bussen for ti kroner

Sønderborg Kommune tilbyder fredag den 24. august event-billetter til bussen for kun en tier. Tilbuddet er udarbejdet i samarbejde med Sydtrafik, og billetterne bestilles med en sms.
Tilbuddet om event-billetter søsættes den 24. august, hvor der er Kultur- og Idrætsnat, men det vil resten af året blive udbudt i forbindelse med større events, hvor folk med fordel kan tage bussen frem og tilbage. Eventbilletter gælder hele døgnet og i alle busser inden for Sønderborg Kommune. Det ventes, at især passagerer på rute 223, som kører på strækningen Gråsten – Sønderborg – Nordborg, vil tage godt imod det nye tiltag, da ruten kører fra tidlig morgen og indtil midnat og derfor er et godt alternativ til bilen.
Derudover vil tilbuddet om de billige sms-billetter til ti kroner efterfølgende også gælde hver eneste lørdag.
– Vi tilbyder de billige billetter af flere grunde. Ved store events er der ofte trængsel på parkeringspladserne, som man undgår ved at tage bussen. Man kommer også rigtig billigt frem på denne måde, og det er miljørigtigt at køre mange sammen. Det er med til at binde kommunen sammen på den måde, at unge og ældre fra landområderne får bedre muligheder for at deltage i aktiviteter i Sønderborg. Og så får man jo den sidegevinst, at man kan tage et glas rødvin eller en øl ekstra, når man lader buschaufføren sørge for hjemtransporten, siger næstformand i teknik- og miljøudvalget, Erik Lauritzen, som har været med i den styregruppe, der har taget initiativ til det nye tilbud.
I praksis foregår det på den måde, at man på sin mobiltelefon skriver en tekst og sender beskeden til 1408. På kultur- og idrætsnatten den 24. august er teksten ”kulturnat Sønderborg”. Lørdagsbilletterne kan hver lørdag købes via sms med teksten ”lørdag-Sønderborg”. Billetten skal bestilles maksimum fem minutter før, bussen kører. Når bestillingen er sendt, får man en sms fra 1408, som man skal bekræfte rigtigheden af ved at skrive B tilbage til 1408. Når man har bekræftet, får man billetten på sin mobiltelefon, som man skal vise til chaufføren.
Hele fremgangsmåden kan ses på hjemmesiden www.1408.dk
På Sydtrafiks hjemmeside og på Sønderborg Kommunes hjemmeside kan man holde sig orienteret om, hvilke events, der laves event-billetter til.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar